Whist regler — sådan spiller og scorer du

Oversigt

Netop den enkelhed er grunden til, at den løbende total betyder noget. En omgang giver ét lille tal, et spil er forbi efter en håndfuld omgange, og hele aftenen ligger i kolonnen frem for på bordet.

Forberedelse

Brug et almindeligt spil på tooghalvtreds kort. Makkere sidder over for hinanden. Giv ét kort ad gangen, indtil alle har tretten, og vend giverens sidste kort med billedsiden opad, så alle kan se det. Dets farve er trumf i den omgang, og kortet tilhører giveren, som samler det op, når det første stik er spillet ud.

Giveren rykker én plads til venstre efter hver omgang.

Sådan spiller man

Spilleren til venstre for giveren spiller ud til første stik. Alle andre skal lægge et kort i den farve, der blev spillet ud, hvis de har et. Den, der ingen har, må lægge hvad som helst — også en trumf.

Stikket går til den højeste trumf i det, eller, hvis ingen trumfede, til det højeste kort i den udspillede farve. Den, der vinder et stik, spiller ud til det næste. Der spilles tretten stik, og de to makkere lægger deres stik i én bunke, for det er makkerparrets antal der tæller, ikke den enkeltes.

At undlade at bekende kulør, når man har et kort i farven, er en revoke, og det er den ene fejl, reglerne straffer i stedet for at spille om.

Pointgivning

Tæl hver sides stik, når omgangen er slut. De første seks giver ingenting.

• Hvert stik over seks: 1 point.
• En side med syv stik: 1 point.
• En side med alle tretten: 7 point, plus slem-bonussen hvis den indstilling er slået til.
• Den anden side: 0. Kun én side kan vinde mere end seks stik, så kun én side scorer nogensinde på stik.
• Honnører, når indstillingen er slået til: de to makkere har tilsammen es, konge, dame og knægt i trumf — 4 point for alle fire, 2 point for tre.

Intet bliver nogensinde negativt, og én omgang kan ikke give mere end syv point på stik. Skemaet tager pointene, ikke antallet af stik: en side, der vinder otte stik, skriver 2.

Spillets afslutning

Den første side, der når målet, vinder spillet. Fem er det almindelige tal, og det er normalt at gå forbi det, for en god omgang er flere point værd på én gang.

Med rubber-indstillingen er et spil kun et spil, og matchen kører, indtil den ene side har vundet to af dem. Rubber-bonussen lægges så til vindernes total.

Almindelige varianter

Honnører til eller fra er den egentlige skillelinje. Tæller man dem med, betyder kortene lige så meget som spillet, og det er derfor, spillet med tiden gled væk fra dem; lader man dem være, er whist en ren prøve på den hånd, man har fået.

Uden trumf bliver det et noget koldere spil. Lange farver holder op med at være sikre, og udspillet bliver langt mere værd.

Knock-out whist er den udgave, de fleste møder først: færre kort for hver omgang, én vinder, og ingen der fører nogen løbende total overhovedet.